Jeg kommer tit til at placere mine følelser steder, hvor de slet ikke hører hjemme, og dermed bliver man bare brændt af på mange hæslige måder. Det skader. Og jeg er skadet. Jeg kan ikke forholde mig til at skulle være i et forhold, men ønsker mig mere end noget andet en kæreste. Men i min iver springer jeg ud i ting, som jeg slet ikke burde gøre. Hvorfor? Fordi det er spændende? Sikkert. Men hvornår lærer jeg så ikke at gøre sådan nogle ting? Det er nok et spørgsmål om afholdendehed. Men afhængighed er for de svage, og da jeg er svag, bliver jeg tit afhængig. Og med det faktum, at jeg faktisk er en pige, kommer følelserne til at spille ind. Alt sammen ender med, at jeg bliver ked af det. Grusomt men sandt. Hvis bare jeg kunne finde den gyldne mellemvej, ville det hele være lidt nemmere. Du må godt bruge mig, men ikke misbruge mig. Hvis du bare ville elske mig i stedet, ville det være bedre. Men hvor stor er chancen for det? Lig nul?
